Steinway Lyngdorf klar til selv at erobre Storbritannien

Steinway Lyngdorf stifter selskab i England

Det er et af de mest anerkendte high-end brands inden for avancerede lydsystemer. Alligevel skulle der gå 16 år siden virksomheden blev stiftet, før de blev deres egen distributør i Storbritannien. Et marked som vel at mærke ligger i top-5 over de vigtigste.

De har et solidt greb om det engelske marked. Placeret i top-5, målt på størrelse, er det et marked med fortsat stort vækstpotentiale. Men det er først nu – efter 8 år med en engelsk distributør – at Steinway Lyngdorf går hele vejen og bliver sin egen distributør i Storbritannien. Fra 1. oktober 2021 har den danske virksomhed fra Skive etableret et selskab i England, og inden længe kan de fremvise deres eget showroom lige uden for London.

”Storbritannien er et rigtig godt Hi-fi- og hjemmebiografmarked og har altid været det. Det er en stor opgave for os at gå ind på markedet, men vi tror på, at vi ved selv at være til stede, kan løfte vores salg betydeligt de kommende år. Vi stod i efteråret med den rette person til at gøre det. Vi havde nået en modenhed i markedet, som gør, at vi kan retfærdiggøre det, og var samtidig nået til et punkt, hvor vi kunne begynde at se nogle begrænsninger for at vokse yderligere,” fortæller Anker Haldan, CCO hos Steinway Lyngdorf.

Engelske forhandlere stiller krav

Netop begrænsningerne ved at have en distributør blev tydelige, da Steinway Lyngdorf i en længere periode havde modtaget signaler fra forhandlere om, at de udelukkende ønsker at handle direkte med dem. Forhandlerne krævede at komme tættere på producenten uden at skulle gennem et ekstra led i form af en distributør. Hvis ikke det var muligt, ville Steinway Lyngdorf slet ikke blive valgt til.

”Det engelske marked er stort inden for lydsystemer. Forhandlerne har virkelig forstand på det, de laver, og det betyder, at de stiller krav. De vil gerne trække direkte på vores knowhow og serviceres med det samme, og det er noget, vi har lyttet til,” siger Anker Haldan.

I forbindelse med etableringen i Storbritannien er Steinway Lyngdorf derfor også ved at finde de rette lokaler til et showroom i udkanten af London, så både forhandlere og kunder fremover får lettere adgang til at opleve produkterne, der alle ligger i den dyre ende af prisklassen.

Steinway Lyngdorf

Backoffice i Danmark de første år

I første omgang har Steinway Lyngdorf ansat en salgsansvarlig i Storbritannien med backoffice-hjælp fra kontoret i Danmark. Ved events og messer vil der være hjælp fra udsendte medarbejdere fra det danske hovedkontor.

”Vi forventer lidt rejseaktivitet en gang i kvartalet, som vil være til at håndtere. Det største arbejde ligger dog hos vores salgsansvarlige i Storbritannien, da vi i Danmark også har en række andre markeder, vi skal tage os af. I løbet af de næste 1-2 år er målet at udvide selskabet med flere kræfter lokalt,” siger Anker Haldan.

Brexit er ingen nødbremse

Brexit slog for alvor igennem den 1. januar 2021. Det gik hårdt ud over mange danske erhvervsdrivende i Storbritannien, da håndteringen af bl.a. transport, told og moms både blev mere kompliceret og dyrere. Men den faktor har dog ikke påvirket Steinway Lyngdorf i nævneværdig grad.

”Brexit har ikke haft nogen afgørende betydning for os. Vi har meget stor erfaring med at sælge til lande uden for EU, så håndteringen af told og fragt er noget, vi allerede har stor erfaring med,” forklarer Anker Haldan.

Steinway Lyngdorf lydinnovation

Højeste kontrol med markedet

Den 1. april 2022 løsner Steinway Lyngdorf de sidste bånd til deres distributør. Det første år er fokus på at fastholde status quo. Herefter er målet at øge omsætningen med 15% om året de første år. Efter 4-5 år forventer Anker Haldan, at selskabet i Storbritannien når et modenhedspunkt, hvorefter der vil være en mere jævn vækstkurve.

”Det at være på eget marked er det tætteste, man kan komme på sine kunder. Det er den højeste kontrol med markedet, man kan få og det ypperste, man kan stræbe efter inden for eksport. Men det kræver, at markedet har en vis størrelse. Det har Storbritannien. Der er ingen tvivl om, at Storbritannien på lyd og lydgengivelse er et vigtigt marked for os,” siger Anker Haldan.

4 gode råd fra Anker Haldan om etablering i udlandet

Anker Haldan

Anker Haldan, CCO hos Steinway Lyngdorf, giver her 4 gode råd til opstart i udlandet.

1) Tænk dig godt om

Man skal naturligvis altid tænke sig godt om, inden man træder ind på et nyt marked. Det er en god idé at få lavet en forundersøgelse for at afdække potentialet for de produkter, man gerne vil sælge.

2) Indhent erfaring uden at løbe den fulde risiko

Med det omsætningsniveau, vi har nået, kan vi i dag retfærdiggøre etableringen af eget selskab. Det har dog også taget år, inden vi er nået dertil. Inden man starter etablering, bør man opbygge erfaring med sporadisk eksport, måske tage kontakt til nogle agenter og/eller anvende en distributør. Det er svært at starte helt fra nul med eget selskab – ikke umuligt, men man løber jo en større risiko. Det gør man ikke via en distributør.

3) Få rådgivning til etablering

Tag fat i nogen, som kan give den rigtige rådgivning i etableringsfasen. Vi tog jo fat i CPIE Services, fordi det er et firma med engelske kontakter og med kontor i England. Her fik vi også kontakt til lokale rådgivere som revisor og advokat, der ordnede alt det praktiske for os i forbindelse med etablering af selskab, bankforbindelser osv. Det var meget hurtigt og effektivt.

4) Hent administrativ hjælp

Der findes effektive løsninger til fakturering og kundehåndering, som gør det nemt at komme i gang. Vi har selv et set-up, så vi selv kan håndtere det. Men har man ikke det, er det værd at undersøge, om man skal udlicitere det til en start.

Kort om Steinway Lyngdorf

Ambitiøst partnerskab

Siden 2005 har danske Steinway Lyngdorf designet, udviklet og fremstillet  lydsystemer og er de eneste, der er kvalificerede til at blive fremstillet i partnerskab med Steinway & Sons.

Steinway Lyngdorf RoomPerfect

Steinway Lyngdorf forener Steinway & Sons – producenter af verdens fineste flygler i mere end 165 år – og Peter Lyngdorf – en af vor tids mest visionære innovatorer inden for lydgengivelse. Partnerskabet er baseret på et ambitiøst løfte: At Steinway Lyngdorf-lydsystemerne gengiver lyden af et Steinway & Sons flygel så perfekt, at selv garvede koncertpianister ikke kan høre forskellen.

Det anerkendte brand har redefineret standarderne for lydinnovation og lydgengivelse. I 2006 blev RoomPerfect ™ lanceret som den mest sofistikerede løsning til tilpasning af lyd til de omgivelser, højttalerne står i.

Udover standardløsninger tilbyder Steinway Lyngdorf også specialprodukter til specielle installationer og ikke-standardiserede rumkonstruktioner.

Salg på verdensplan

Steinway Lyngdorf sælger til hele verden med eget selskab i USA, Danmark og Storbritannien samt distributører i ca. 45 lande. De har kontor i Dubai og i Singapore, som understøtter forhandlere i Mellemøsten og Asien. Steinway Lyngdorf har etableret sig i England fra 1. oktober 2021. Tidligere har de tilgået markedet via en distributør.

Læs mere her

 

Relaterede indlæg