De fleste danske virksomheder finder en engelsk logistikpartner, der kan håndtere dag-til-dag-levering. Se her hvad du bør tænke over, når du skal finde en pålidelig logistikpartner.
Med Storbritanniens exit fra EU er virksomheder blevet tvunget til at tilpasse sig nye handelsregler, toldprocedurer og reguleringer. Det har naturligvis haft indvirkning på eksport fra Danmark, fordi det har ført til forsinkelser ved grænsen, øgede omkostninger og generelt usikkerhed omkring forsyningskæden.
Hos DOG Copenhagen blev produkterne tidligere pakket og sendt enkeltvis til distributøren i England. Efter Brexit bliver alle varer sendt direkte fra producenten i Kina med en container til lageret i Storbritannien. Det har gjort processen meget mere enkelt, sikret en stabil forsyningssikkerhed, kostet mindre på klimakontoen samt sparet tid og omkostninger.
”Når det er store partier, som fortoldes ad én omgang, går det langt lettere, end når vi har sendt mindre forsendelser løbende, som skulle fortoldes,” fortæller direktør Jan Bertelsen.
Direktør for Uhhmami og Michelin-kok Frank Lantz’ bedste råd er at få styr på distributionen fra første dag:
“Vi valgte med det samme at få styr på distributionen. Vi har en global distributionsaftale med DSV, som er så store, at de kan sende varer i hele verden. De fikser også toldpapirer for os. Det kan godt være det koster lidt mere, men for os er det vigtigt, at det bare virker.”
4 gode råd til at finde en pålidelig logistikpartner
For at sikre en effektiv og problemfri forsyningskæde er det afgørende at finde pålidelige logistikpartnere.
En god logistikpartner kan hjælpe med at navigere gennem de nye handelsregler og toldprocedurer, optimere forsyningskæden samt sikre, at varerne når frem til deres destination til tiden og uden problemer. En god logistikpartner har også et solidt netværk af transport- og lagerfaciliteter og kan tilpasse sig skiftende forhold hurtigt og effektivt.
Når du leder efter logistikpartnere i England, er der flere faktorer, du bør overveje:
1. Ekspertise og erfaring
Vælg en logistikpartner med dokumenteret erfaring inden for international handel og logistik – særligt set i lyset af Brexit-reglerne. Har de en vellykket track record og vil de kunne tackle evt. udfordringerne ved Brexit m.m.
2. Netværk og ressourcer
Sørg for, at din logistikpartner har et omfattende netværk af transportmuligheder og lagerfaciliteter for at sikre, at dine varer kan håndteres og leveres effektivt og pålideligt.
3. Tilpasningsdygtighed
Verden ændrer sig konstant, og logistiksektoren er ingen undtagelse. Vælg en partner, der er fleksibel og i stand til at tilpasse sig skiftende forhold hurtigt og problemfrit. Det kommer dig til gode på den lange bane.
4. Kundeservice
God kommunikation og kundeservice er afgørende – ikke mindst når der opstår uventede problemer. Vælg en logistikpartner, der prioriterer din kundetilfredshed og er klar til at løse eventuelle problemer eller bekymringer, som du står med.
VIDEO: CPIE Services kan hjælpe dig til den rette logistikpartner
Hos CPIE Services har vi stor viden og erfaring med at hjælpe dig til at finde en pålidelig logistikpartner.
GO to UK – vi sætter fokus på alt det, som er vigtigt på din vej til England
I serien GO to UK sætter vi fokus på nogle af de væsentligste områder for danske iværksættere og virksomheder, som ønsker at etablere sig på det engelske marked. Dette er 3. nedslagspunkt i serien.