Dansk Michelin-kok satser alt på udlandet med vegansk koncept

Den danske Michelin-kok Frank Lantz har ramt et hul i markedet med sit veganske koncept Uhhmami. Med flere prestigefyldte priser er Uhhmami på rekordtid godt på vej ind på både det engelske og europæiske marked, hvor de er længere fremme i rejsen mod en plantebaseret hverdag end i Danmark.

Kun få måneder efter lanceringen af Uhhmami bryder den danske Michelin-kok lydmuren med et brag, da han vinder den prestigefyldte pris SIAL Innovation 2022 i Paris. SIAL er den største fødevaremesse i verden med 400.000 produkter og 7.000 producenter fra 200 lande. Med et prisvindende vegansk koncept, der skal gøre klassiske retter til lækre, plantebaseret alternativer, har den danske stjernekok med ét slag fået opmærksomhed fra branchen i hele Europa.

Og ambitionerne er ikke små. Frank Lantz rider på bølgen af den stigende klimabevidsthed og har med sit veganske koncept en vision om at opmuntre alle til at bevæge sig mod en plantebaseret livsstil. Kort efter Paris gør han det hele en gang mere. Uhhmami vinder prisen ‘Best New Product Award’ på BioFach-2023 i Nürnberg i Tyskland.

Bæredygtig game changer

Da vi hos CPIE Services ringer til Frank Lantz for at høre hele iværksætterhistorien, er der gået en uge, siden vi sendte ham en mail om interviewet. På det tidspunkt har han slet ikke læst vores mail, fortæller han. Opmærksomheden fra udlandet er overvældende, og langt inde i interviewet fortæller han, at han, i øvrigt lige har vundet endnu en pris. Ja, han har ikke lige fået den lagt på hjemmesiden, for der har ikke været tid.

Prisen er ikke mindre end den hollandske Horecava Sustainability Award 2024, hvor juryen udråber Uhhmami til at være en ”bæredygtige game changer”.

”Jeg har prisen for innovation i Paris, prisen for økologi i Tyskland og prisen for bæredygtighed i Holland. Jeg kunne ikke drømme om en bedre start,” fortæller Frank Lantz, der ikke lægger skjul på, at det har været en del af strategien at gå efter de mest opsigtsvækkende priser.

11 lande på halvandet år

Den succesfulde start betyder, at Uhhmami efter blot halvandet år eksporterer til 11 lande. Lige nu er England, Tyskland og Holland på top-3 over de lande, som er mest attraktive.

”I disse dage mærker vi især interessen fra Holland. Der var 65.000 på messen, så det at vinde en af de mest attraktive priser, kan mærkes. Vi har lige fået en distributør i Holland, som allerede har solgt til nye grossister, så vi løber virkelig stærkt,” fortæller Frank Lantz.

Han ved godt, at der er en risiko ved at gå all in på så mange markeder samtidigt, men det er også en tillokkende og spændende rejse:

”Mange gode råd vil lyde, at man skal tage hjemmemarkedet først og lave en strategi for næste land. Men vi er et sted, hvor vi er ’first mover’. Vi har ingen konkurrenter. Der er intet alternativ. Det kan man lave masse analyser på. Men man kan også stille sig op på en messe for at se, hvem der kommer. Det virker bare mere hands-on og nemmere for mig som kok at forstå,” siger Frank Lantz, der samtidig har opdaget, at udlandet er meget mere modent til plantebaserede alternativer end Danmark og de øvrige nordiske lande.

“Danskere kan godt lide frikadeller, hamburgerryg, flæskesteg osv. så det tager længere tid herhjemme.”

England en guldgrube

England er i dag på top-3 over markeder, hvor Uhhmami forventer den største interesse.

Ifølge Frank Lantz er der mange fordele ved at gå ind i England. Det er nemlig en guldgrube for fødevareproducenter:

”Der er ingen moms på fødevarer. Det er genialt. Udsalgsprisen er 25% billigere end her i Danmark.”

Udover at være et enormt marked er England også et godt springbræt til Australien på grund af Commonwealth.

”Det er next step til Australien. Vi har lige fået en kunde, som har fem outlets i England, men hele 60 i Australien. Så kan vi gøre det godt i England, er vejen banet til storebror i Australien,” fortæller Frank Lantz, der også kan se, at indtoget på det engelske marked kan være et springbræt til USA.

Uhhmami etablerede selskab i England i september 2023. Herefter tog det lidt tid at få distributionsaftaler på plads. I dag har Uhhmami agenter i England, som hjælper med at besøge kunderne samt en distributør, som kan levere til små og mellemstore virksomheder. Hertil vil forbrugerne om kort tid kunne finde konceptet på Amazon.

”Vi tror på, at England kan komme til at udgøre en stor del af vores omsætning. Lige nu er der en naturlig modningsperiode. Distributører og forbrugere skal lære produktet at kende, og vi skal have opbygget noget troværdighed. Vi sælger varer hver dag, og der kommer flere og flere butikker på. På sigt vil vi gerne i dialog med de helt store spillere, så vi varmer op til at lukke en detailkæde som f.eks. Tesco, men vi har også respekt for, at vores fundament ikke helt er godt nok endnu. F.eks. vil vi som minimum gerne have 200 opskrifter liggende på vores hjemmeside til det engelske marked til en start. Men når man løber så hurtigt, som vi gør lige nu på flere markeder, så når vi bare ikke det hele,” siger Frank Lantz

Brexit er noget, Frank Lantz absolut ikke gider bekymre sig om. For ham er England ikke sværere at gå ind i end Norge eller Schweiz.

”Det er eksport. Der skal være styr på nogle papirer, og det skal bare klares. Længere er den ikke. Vi er en ung virksomhed og har ikke prøvet andet. Vi kan ikke sige: ”Øv, i går kunne vi gøre sådan og sådan.” Vi kigger bare på, hvad har vi af muligheder, og hvordan kommer vi videre.”

En gladere planet

Med Uhhmami er Frank Lantz’ mission, at langt flere vil bevæge sig mod en kødfri fremtid. I hans øjne kan budskabet ikke nå langt nok ud i verden. Det handler om at demonstrere, at plantebaseret ikke er kedeligt og intetsigende. Det handler om god smag, og så har en plantebaseret livsstil en enorm positiv effekt på vores helbred. Med udgangspunkt i god vegansk smag kan vi samtidig være med til at bidrage til en ’gladere’ planet:

”For mig er der ikke noget vigtigere end grøn omstilling. Det nytter jo ikke noget, at vi ikke har en planet om 100 år. Det er ikke bare en leg. Vi er nødt til at gøre noget ved det.”

5 gode råd til at gå ind i England og Europa

Som tidl. Michelin-kok er Frank Lantz en helt særlig støbning. Som iværksætter lader han sig sjældent slå ud af modgang og ser muligheder i stedet for problemer. Derfor har han også masser af gode råd i ærmet.

1. Tøv ikke – bare spring ud i det

England er et skønt land med skønne mennesker. Der er ingen moms på fødevarer, og så er det et springbræt til Australien … Tøv ikke – bare spring ud i det. Der sker ikke noget, hvis man sidder og tænker. Hvorfor vente til i morgen, hvis du kan gøre det i dag. Sværere er det heller ikke. De taler jo engelsk. Det gør vi også.

2. Søg lokal assistance

Da vi skulle etablere os i England, gik det op for mig, at vi skulle have en lokal adresse på alle vores emballager. Så derfor fik vi kontakt til CPIE Services. Det var en god beslutning. Det er verdensklasse at få lokal assistance. Det var lige, hvad vi havde brug for – ellers ville vi drukne i administration.

Så find en rådgiver fra dag 1, som ved, hvad de laver frem for at forsøge at gøre alt selv. Man drukner i det og gør det sikkert forkert første gang. Og så er der en risiko for, at det slet ikke bliver til noget.

3. Få styr på distributionen fra start

Vi valgte med det samme at få styr på distributionen. Vi har en global distributionsaftale med DSV, som er så store, at de kan sende varer i hele verden. De fikser også toldpapirer for os. Det kan godt være det koster lidt mere, men for os er det vigtigt, at det bare virker.

I England sender vi større mængder afsted ad gangen  pga. Brexit, og så har vi en lokal distributør, som kan håndterer dag-til-dag leveringer.

4. Der er masser af store messer som er værd at besøge

Der kommer mange mennesker på de store messer rundt i Europa. Det er en god måde at opbygge netværket på. Skulle jeg have opsat 30 møder i England, ville det jo tage en måned at få det klaret. I stedet kan man bare stille sig op på en messe. Har du et ordentligt produkt, møder du mindst 100 mennesker, der er interesserede og så har du kun brugt to dage på det.

5. Sørg for at blive lagt mærke til

Hvis du vil ses, så sørg for at blive lagt mærke til. Det er ingen hemmelighed, at jeg er gået efter at vinde de mest prestigefyldte priser (resten er jeg ligeglad med). Samtidig besluttede vi fra start, at vi skulle have et godt design, som fungerede på den store scene, og som man lægger mærke til. Vi ville ikke være et brunt økobrand. Det er for kedeligt.  I dag kan vi se, at influencers godt kan lide at lege med vores produkter. Vi har p.t. ikke en influencerstrategi (vi kan ikke helt følge med), men vi har nok 3-5, som skriver om ugen nu. Så også her bliver vi set.

Om Uhhmami

Uhhhmami er et vegansk koncept, der forvandler klassiske retter, vi alle kender til lækre, plantebaserede alternativer. Ideen opstod, da Michelin-kokken og mad-iværksætteren Frank Lantz selv valgte at leve vegansk. Uhhmami er derfor ret alternativ, der matcher smagen og kvaliteten af nogle af kokken signaturretter.

Økologiske produkter

Produkterne er udviklet til brug i både detailhandlen, restauranter, catering, større industriel produktion. Produkterne er certificeret med det danske økologimærke (Ø-mærket) og EU’s økologimærke samt det internationale veganske og vegetariske varemærke V-label. De er 100% plantebaserede, økologiske uden allergener og tilsætningsstoffer.

Michelin-kok har selv udviklet produkterne

Frank Lantz er anerkendt Michelin-kok. Han har bl.a. samarbejdet med Det Danske Kongehus, ejet den ikoniske Krogs Fiskerestaurant i København samt arbejdet med foodtech, produktudvikling og produktion i fødevareindustrien for anerkendte brands som Coop, 7-eleven, Irma m.fl. Frank Lantz har derfor også selv udviklet alle Uhhmami-produkterne og tager selv ud og taler med besøgende på messerne.

Eksport i 11 lande

Uhhmami eksporterer i dag til 11 lande: England, Holland, Belgien, Tyskland, Østrig, Schweiz, Sverige, Norge, Finland, Polen og Spanien.

Vinder af flere prestigefulde priser i Europa

  • Horecava Sustainability Award 2024, Amsterdam, Holland
  • Best International Product of the year 2023, London
  • Best New Free From Product​, Eco Living Scandinavia & the Nordic Organic Food Fair 2023, Stockholm, Sverige
  • Best New Product Award, BioFach-2023, Nürnberg, Tyskland
  • SIAL Innovation 2022, Gold Winner, Paris, Frankrig

Læs mere om Uhhmami

Relaterede indlæg